Udskydelse af MUS-samtale:
En af de klassiske fælder, når der skal holdes MUS-samtale er, at den udskydes. Samtalen må ikke bare ses som et internt møde, der kan rykkes, hvis der kommer noget vigtigere på programmet. MUS-samtalen skal i stedet prioriteres højt. Medarbejderne er virksomhedens vigtigste aktiv og bør have samme opmærksomhed som jeres vigtigste kunde.
Dårlig forberedelse:
Dårlig forberedelse til MUS-samtalen er også noget, som du bør undgå for at få den mest optimale udviklingssamtale. Hvis ikke samtalen indeholder en klar struktur og er bundet op på god forberedelse, så er det svært at nå i mål med en samtale, der kan skabe de ønskede resultater.
Mus uden mål:
Et klart og veldefineret mål er helt centralt, når den vellykkede MUS-samtale skal afholdes. Målet kan være individuelt fra medarbejder til medarbejder, hvorfor det er vigtigt at forholde sig til, den enkelte medarbejders situation, behov og ønsker.
Fokus på det negative:
MUS-samtalen skal medarbejderen se frem til. Sørg for at have fokus på det positive, selvom du sidder overfor en medarbejder, som gennem året har udfordret virksomheden. Samtalen skal bruges som værktøj til at fremme udvikling og ikke afvikling, hvorfor negativ feedback bør gives løbende og ikke på årets vigtigste samtale.
Samme skema som sidste år:
Nye resultater kræver nye MUS-skemaer. Kig på året der er gået og sørg for at have årets vigtigste fokusområder in mente, når MUS-skemaet skal udarbejdes. På den måde sikrer man at gribe de bolde, som allerede er sat i luften.
Du taler for meget:
MUS-samtalen har medarbejderen i fokus, hvorfor det er vigtigt, at medarbejderen taler mest under samtalen. Derfor er en god tommelfingerregel, at medarbejderen skal tale 70% af samtalen og lederen 30%.
Når MUS-samtalen bliver for privat:
Sørg for at MUS-samtalen bruges på at drøfte det arbejdsmæssige og undgå at blande det private for meget ind i samtalen. Det kan være en svær balancegang, men det er helt centralt for at kunne have samme guidelines for alle på arbejdspladsen.
Ingen opfølgning:
Det skal give mening at holde MUS-samtale og bør være noget alle ser frem til. Derfor er det meget vigtigt, at der løbende bliver fulgt op på den enkelte medarbejders handlingsplan, så medarbejderudviklingssamtalen bliver kendt som årets event, der får tingene til at ske.